Hvornår er der ikke tale om magtanvendelse

Der er kun tale om magtanvendelse, hvis den foranstaltning, der iværksættes, har til formål – mod borgerens vilje - at begrænse borgerens frihed til frit at bevæge sig eller vælge opholdssted.
I bekendtgørelse nr. 226 af 11. marts 2016 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social service er det formuleret som ”fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten”.

Samtykke

Hvis borgeren efter at være blevet informeret om, hvad der skal ske (f.eks. at vedkommende skal have en stofsele på), giver et samtykke til foranstaltningen og forstår hvad et samtykke indebærer og omfatter, er der ikke tale om magtanvendelse.
Et evt. samtykke skal foreligge, inden handlingen foretages. Det må ikke opnås efterfølgende.
Samtykket kan være udtrykkeligt, dvs. skriftligt eller mundtligt.
Hvis det er mundtligt, skal der laves notat om det i plejeomsorgsplanen/journalen.
Samtykket kan være stiltiende, f. eks i situationer, hvor borgeren ikke kan udtrykke sig, men ved handling eller andre kropslige signaler lader forstå, at vedkommende samtykker (der skal i journalen laves et notat, der klart beskriver den måde borgeren har signaleret et informeret samtykke på).
Passivitet kan aldrig anses for samtykke.
OBS! Et samtykke fra andre – f.eks. pårørende eller værger - er aldrig gyldige i forhold til magtanvendelse efter serviceloven. Det skal dog altid overvejes, om der er pårørende, der med fordel kan inddrages i et samarbejde for at undgå anvendelse af tvang, men pårørende kan aldrig beslutte eller ”give lov”. Pårørende kan og må naturligvis ikke bruges til at omgå magtreglerne, f.eks. ved at holde borgeren fast i en situation, hvor der er problemer med medicingivning, påklædning osv.
Hvis der er beskikket en personlig værge, skal denne altid inddrages, men kan heller ikke beslutte eller "give lov" eller på anden måde bistå i at omgå magtreglerne.

Omsorgspligt

Servicelovens § 82 fastslår, at vi har pligt til at yde omsorg over for vores borgere.
Det gælder uanset, om borgeren samtykker. Omsorgen må ikke gennemføres med fysisk magt. Borger har ret til at afslå hjælp. Vi har pligt til at inddrage eventuelle pårørende eller andre, der har tilknytning til borgere med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, så de kan medvirke til at varetage borgerens interesser.
Når en borger ikke vil vaskes eller have børstet tænder, har medarbejderen pligt til at finde måden, hvorpå borgeren vil modtage hjælpen. På den måde yder medarbejderen omsorg.
Medarbejderen skal balancere mellem hensynet til, at borger er afhængig af andre og af omgivelserne, og at borgeren er et aktivt selvbestemmende væsen.
En bedre ligge- eller siddestilling, eller når vi forhindrer skader og når vi ikke samtidig mod borgerens vilje, forhindrer denne i at flytte sig fra et sted til et andet, er ikke magtanvendelse – men er det man kalder omsorgspligt. Eksempler på omsorgsmidler kan være brug af sengehest, positionsseler, støttegreb, kropsstøtte, styrthjelm mv, som sikrer, at borgeren kan ligge trygt uden uforvarende at rulle ud over sengekanten, kan sidde ret op i en kørestol eller at en spastiker kan færdes rundt i bygningen uden konstant at slå hovedet. Omsorg kan aldrig omfatte brug af fysisk magt.
Omsorgsmidlet må ikke bruges til at sikre, at borgeren forhindres i ”med vilje” at flytte sig, f.eks. komme ud af sengen. Så bruges det nemlig som et magtmiddel. Det er ulovligt.