Afgrænsning til sundhedslov

Sundhedsloven gælder alle steder, hvor der udføres sundhedsmæssige opgaver, herunder i hjemmet, i plejeboliger og i andre boformer.
Enhver form for behandling kræver et samtykke fra borgeren på grundlag af fyldestgørende information. Det vil sige et informeret samtykke. Et samtykke til behandling og pleje er kun gyldigt, hvis personen er i stand til at forstå den information, der bliver givet, og er i stand til at træffe en beslutning på det grundlag.
Hvis borgeren varigt mangler evnen til at give samtykke, kan værgen eller de pårørende give samtykke til behandling.
Hvis en voksen borger, der ikke selv er i stand til at give samtykke til behandling, udtrykker modstand i ord eller handling, kan man uanset samtykke fra de nærmeste pårørende eller en værge ikke gennemtvinge behandlingen, medmindre der er tale om en livstruende eller tilsvarende alvorlig situation.
Det vil sige, at hvis en borger ikke ønsker at indtage sin medicin, eller tage imod tandbehandling eller anden sundhedsmæssig behandling, så må behandlingen ikke gennemføres med tvang. Sundhedsloven åbner ikke mulighed for, at man kan behandle en voksen borger mod dennes vilje.
Der er ikke hjemmel i sundhedsloven (og heller ikke i serviceloven) til at foretage skjult medicinering, f.eks. i form af, at personalet skjuler medicinen i maden.
Gribskov Kommune har i august 2019 stillet nogle konkrete spørgsmål til Sundheds- og Ældreministeriet om forståelsen af afgrænsningen til sundhedsloven.
Sundheds- og Ældreministeriet har den 1. oktober 2019 svaret således på spørgsmålene:
”Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile (herefter: tvangsbehandlingsloven) regulerer anvendelsen af tvang ved somatisk – sundhedsfaglig – behandling af patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til behandling.
Formålet med loven er at sikre den bedst mulige behandling, omsorg og beskyttelse af patienten med udgangspunkt i den enkeltes behov og under hensyn til den enkelte patients værdighed, at sikre, at iværksættelse og gennemførelse af tvang efter loven sker i overensstemmelse med grundlæggende retssikkerhedsprincipper, og at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed over for den enkelte patient til det absolut nødvendige.
Med loven gives der mulighed for, at en læge eller tandlæge kan beslutte at tvangsbehandle en patient, som i ord eller handling modsætter sig en sundhedsfaglig behandling, som patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig har givet samtykke til, eller som en anden sundhedsperson med faglig indsigt på området eller Styrelsen for Patientsikkerhed har givet sin tilslutning til.
Tvangsbehandling i medfør af loven kan ske, hvis en undladelse af at behandle patienten ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til, at patientens helbred eller sundhedstilstand bliver væsentligt forringet, og hvis det – på baggrund af en helhedsvurdering – fremstår som den bedste løsning for patienten.
Det er desuden uden betydning for lovens anvendelse, hvilken sundhedsperson der i praksis udfører tvangen, så længe en læge eller en tandlæge i første omgang har vurderet, at betingelserne for tvang foreligger, og derfor har truffet en beslutning om, at der kan anvendes tvang og evt. tvangsindgreb.
For at begrænse tvang og indgreb i den personlige frihed til det absolut nødvendige, skal tillidsskabende tiltag være forsøgt, og patienten skal være forsøgt motiveret frivilligt til at medvirke til behandlingen, førend der træffes beslutning om tvangsbehandling.
Reglerne om magtanvendelse i lov om social service (herefter: serviceloven), som hører under Social- og Indenrigsministeriet, gælder alene for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v., behandling eller aktiverende tilbud efter serviceloven, og som ikke samtykker i en foranstaltning efter servicelovens magtanvendelsesregler.
Indgrebene må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand, og forud for enhver form for magtanvendelse eller andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal kommunen gøre, hvad der er muligt for at opnå personens frivillige medvirken til en nødvendig foranstaltning.
Du spørger, hvilket regelsæt der finder anvendelse, hvis man finder det nødvendigt at anvende tvang grundet et øjeblikkeligt behandlingsbehov hos en varigt inhabil person. Er behandlingsbehovet sundhedsfagligt funderet, er det tvangsbehandlingsloven, der finder anvendelse, uanset om det er akut eller ej.
I dit første eksempel skærer en varigt inhabil borger sig på et potteskår, og det vurderes nødvendigt at fastholde borgeren for at kunne sy såret. Her vil reglerne i tvangsbehandlingsloven skulle følges. Det skyldes, at tvangen (fastholdelsen) sker med henblik på sundhedsfaglig behandling (syning af såret). Det skal i forlængelse heraf understreges, at fastholdelsen af borgeren med henblik på tvangsmæssig behandling (syningen af såret) kun må ske, såfremt tvangsbehandlingslovens betingelser, som nævnt ovenfor, er opfyldt.
I dit andet eksempel skal en varigt inhabil borger have taget nogle prøver, som borgeren modsætter sig. I dette tilfælde vil tvangsbehandlingslovens regler ligeledes være relevante at overveje, hvis prøverne er af en sådan betydning, at en læge har vurderet, at en undladelse af tage prøverne (og behandle borgeren ud fra prøveresultaterne) ud fra en sundhedsfaglig vurdering vil føre til, at patientens helbred eller sundhedstilstand bliver væsentligt forringet, og hvis det – på baggrund af en helhedsvurdering – fremstår som den bedste løsning for patienten. Det vil således, ligesom ovenstående eksempel, bero på en konkret vurdering fra en læge eller en tandlæge, om betingelserne i loven er opfyldt.
Beslutning om anvendelse af tvang efter tvangsbehandlingslovens regler skal tilføres en tvangsprotokol med angivelse af beslutningens indhold og begrundelsen derfor, jf. lovens § 15. Endvidere skal den læge eller tandlæge, der træffer beslutning om anvendelse af tvang, vejlede den nærmeste pårørende, værgen eller fremtidsfuldmægtigen, som samtykker til tvangen, om mulighederne for at indbringe klage for Tvangsbehandlingsnævnet, jf. § 4 i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.
Endelig skal lægens eller tandlægens beslutning om anvendelse af tvang efter loven indberettes til Sundhedsdatastyrelsen, jf. lovens § 16.”
Vær derfor altid opmærksom på, om der er tale om behandling efter Sundhedsloven eller indsatser efter Serviceloven.